Der er etableret nye optegninger af parkeringsforhold på Møntmestervej for at undgå ulovlig parkering og skabe bedre fremkommelighed til vores forening.
Baggrund for ændringerne
Københavns Kommunes renovation har flere gange nægtet at hente skrald i vores gård, fordi biler har været parkeret helt op til ind- og udkørsler, så skraldebilen ikke kunne komme ind. Disse parkeringer har også udgjort en sikkerhedsrisiko, da udrykningskøretøjer ikke ville kunne komme ind i gården.
En beboer hos naboforeningen har desuden gennem længere tid chikaneret os ved bevidst at parkere ind over vores ind- og udkørsel. Beboeren mente, at denne havde ret til dette, selv efter at være blevet informeret om ovenstående udfordringer og konsekvenser for vores daglige drift.
Afklaring med myndighederne
Bestyrelsen har derfor været nødsaget til at forhøre sig hos Københavns Kommune for at få afklaring. Bestyrelsens ønske var at lave en gul trekant på 1–1½ meter på hver side af ind- og udkørsler (samlet 2–3 meter).
Møntmestervej vej er en ”privat fællesvej”, hvilket betyder, at der gælder særlige regler, og at foreningen skal sørge for lovlige optegninger ud for vores matrikel. Københavns Kommune har sammen med Politiet ud fra gældende lovgivning fastsat reglerne for, hvordan optegningerne skal være, og vi har som forening været påkrævet at imødekomme disse.
Politiets afgørelse via Københavns Kommune
Citaterne nedenfor stammer fra Københavns Kommune, som har været i dialog med politiet:
”Det som I kalder for ind- og udkørsel, ville være hvis der var opstillet pullerter, eller der var lukket med port, hegn, mv. Jeres veje vil derfor ikke have definition af ind- og udkørsel pga. vejforholdene. […]
Regler for vejkryds, ifølge færdselsloven § 29 stk. 1, nr. 2 lyder:
”Standsning eller parkering må ikke ske – i vejkryds eller inden for en afstand af 10 m fra den tværgående kørebanes nærmeste kant.
Det som gør at jeres vej skal reguleres som vejkryds er baseret på:
• At der er afvigende vejbelægning mellem fortovsfliser og brosten
• At der er asfaltrampe/overkørsel
• At der er parkeret køretøjer på vejen inde ved jeres område
• At der er åbent adgang for andre bilister kan køre indtil jeres veje dvs. der ikke er lukket af med bom, hegn, pullerter mv.
• At der er skiltet med hastighedszone. Zoneskilt opsættes hvor der er tale om en vej med færdsel.
Det betyder at I ikke kan gulafmærke med 2 meter eller 3 meter som I har foreslået på jeres tegningsmateriale. I vejkryds skal der som minimum afmærkes med 10 meter, da der er tale om et forbud som ikke kan mindskes.”
Tidligere godkendelse fra 2017
I 2017 fik vi Politiets godkendelse til at betegne området som ”ind- og udkørsel”, men dette er nu trukket tilbage med følgende forklaring:
”Til at besvare jeres tidligere spørgsmål, så er det ikke muligt at anvende den tidligere samtykke fra 2017, da fordi politiet har på daværende tidspunkt givet godkendelse til ind- og udkørsel, selvom vejmyndighed havde anmodet om vejkryds. Politiets begrundelse for ikke at anvende den tidligere samtykke fra 2017, er på baggrund af dom fra Østre Landsrets Kendelse 2018. Her kom man frem til hvad der defineres som vejkryds. Hvis der skal klages så skal det være til politiet.”
Konsekvenser
Det er derfor ikke bestyrelsens beslutning, at parkeringsforholdene på Møntmestervej nu er forringet. Det er Københavns Kommune og Politiet, der har bestemt, at der skal være 10-meters afmærkninger, hvilket betyder væsentligt færre parkeringspladser.
Klager skal derfor rettes til Københavns Kommune og Politiet.
Københavns Kommune står for at udskrive parkeringsafgifter på Møntmestervej og skal kontaktes, hvis du har spørgsmål, klager eller andet vedr. dette.

